Berlingske Business Magasin klar med årets imageanalyse
Novo Nordisk genvinder imagetronen og skubber Lego ned på andenpladsen i Berlingske Business Magasins imageanalyse. De to virksomheder deler førstepladserne i alle kategorier, men med Novo et mulehård foran. Pandora og Vestas oplever historiske fald i imagemålingen
Berlingske Business Magasin har i dag ved Imagekonferencen 2012 kåret Danmarks bedste virksomheder målt på image. Novo Nordisk og 2011s vinder, Lego, skiller sig markant ud og deler førstepladserne i de forskellige kategorier mellem sig, men med Novo Nordisk som samlet vinder.
Analysen giver kontant afregning i forhold til virksomheder, der ikke performer optimalt. I år har smykkefirmaet Pandora, vindmøllegiganten Vestas og statens energiselskab Dong været ramt af problematiske sager, og det slår straks igennem i analysen. Pandora og Vestas har oplevet historiske fald på imagelisten. Pandora er faldet 112 pladser til nummer 136, og Vestas er faldet 106 pladser til nummer 134. I alt indgår 140 virksomheder i imageanalysen, hvor DSB for andet år i træk ender på sidstepladsen.
“Der er en klar tendens til, at økonomisk svækkede virksomheder sendes på en rutsjetur. Det er påfaldende så hårde tæsk, der er til finanssektoren. Stort set alle banker taber terræn. Danske Bank ryger på trods af direktørskiftet ud af top 100. Eneste bank der går mod strømmen, er Saxo Bank, som er blandt årets højdespringere,” siger redaktør Claus Skovhus, Berlingske Business Magasin.
Imageanalysen har været en årlig tilbagevendende kåring i over 20 år og bliver til i et partnerskab mellem Berlingske Business Magasin, IFO - Institut for Opinionsanalyse og kommunikationshuset Mannov.
“Imageanalysen er et vigtigt redskab for virksomheder, som målrettet arbejder med at forbedre deres image. Et godt image tiltrækker investorer, kan løfte bundlinjen og ikke mindst fastholde og tiltrække talentfulde medarbejdere,” siger Claus Skovhus.
Analysen er gennemført af Institut for Opinionsanalyse ved direktør Palle Klinke Hansen. Instituttet har spurgt 3.695 ledere i dansk erhvervsliv, som har svaret på 349.750 spørgsmål, som herefter er omregnet til point, der danner grundlaget for bedømmelsen.
“Det betyder, at det er sin sag at blande sig i toppen af listen, fordi pointkravene er benhårde, og kravene forstærkes af, at det er erhvervslederne, som giver hinanden karakterer,” siger Palle Klinke Hansen.
Hele analysen kan læses i Berlingske Business Magasins årlige guldnummer 7. juni. Magasinet er gratis for Berlingskes abonnenter, og koster 95 kroner i løssalg.
Rapporten bag analysen kan købes hos Palle Klink Hansen, IFO, telefon 38 33 85 38.
- 13.08.2012Søren Hyldgaard stopper som annoncedirektør
- 25.07.2012Mecom halvårsregnskab viser fortsat fremgang for Berlingske Media
- 24.07.2012Ny stærk iPad app for erhvervslæserne
- 19.07.2012Mecom-chef går af
- 05.07.2012BT klar med nyt magasin efter sommeren
- 08.06.2012BT sparker sportssommer i gang med tre gratis apps
- 06.06.2012Årets imagepris går til Novo Nordisk
- 04.06.2012Berlingske Media øger sit overskud
- 01.06.2012Urbankbh.dk i er i luften
- 25.05.2012Morten Viktor ny IT-direktør for koncernen






























