Næste single fra Berlingske udkommer i dag
I dag udkommer singlen “Reddet på målstregen” af Søren Sorgenfri Frederiksen. Det er fortællingen om Brøndby IF’s op- og nedture fra 2005 og frem til i dag.
Singlen er nummer to i rækken af længere digitale journalistiske fortællinger fra Berlingskes nye single site, der havde premiere 1. februar. Den første single “Min fars flugt” af Bent Blüdnikov strøg efter lanceringen direkte ind på en førsteplads hos iBooks, som er den største forhandler af e-bøger i Danmark. Og i den første måned har singlen solgt langt mere end forventet.
Lanceringen af Berlingskes anden singleudgivelse “Reddet på målstregen” viser bredden i emner, som sitet udgiver. I denne single er det den højaktuelle historie om Brøndbys deroute, der tages fat i. Der gives et detaljeret indblik i Brøndby IF’s historie fra klubbens mesterskab i 2005 til den økonomiske redning i sidste øjeblik i februar i år. Det er en levende beretning om magtkampe, millioner og en foreningskultur under pres.
Journalist og forfatteren bag singlen, Søren Sorgenfri Frederiksen fortæller:
“Singlen er blevet til med afsæt i den store mængde avisartikler, der er skrevet i tidens løb om Danmarks mest populære fodboldklub, Brøndby IF samt baggrundsinterviews med centrale skikkelser i klubbens historie. Jeg har som journalist for først BT og siden Berlingskes sportsvertikal sporten.dk fulgt Brøndby professionelt siden foråret 2006.”
“Reddet på målstregen” af Søren Sorgenfri Frederiksen - udkommer 1. marts, vejl. pris 39 kr. Singlerne vil blive solgt hos samtlige forhandlere af ebøger i Danmark - eksempelvis iTunes/iBooks, Saxo, Arnold Busck, G.dk og Riidr.
Om forfatteren: Søren Sorgenfri Frederiksen er uddannet journalist fra Roskilde Universitet i 2006. Han arbejder som journalist på sporten.dk og har skrevet en lang række artikler om fodboldklubben Brøndby IF.
Link til sitet: http://www.b.dk/singler_new
Berlingske singler: En single er en fascinerende og oplysende journalistisk fortælling, der er meget længere end en avis- eller magasinartikel, men kortere end en traditionel bog. En single udkommer digitalt i det fremherskende e-bogsformat, der hedder e-pub, og du kan læse den via e-reader på Ipad, Kindle Fire eller på din computer. ”Singlen” er opfundet i USA og har fået sit navn fra den tanke, at den skal kunne læses i en ”single setting” – altså i en køre - på en aften, en togtur og lignende. På single sitet finder brugerne også såkaldte long reads, der er udvalgte længere journalistiske fortællinger, som Berlingske journalister har fået publiceret i avisen.






























